Denne bog om kærlighed, forelskelse og det at holde af nogen, henvender sig primært til børn fra 6-12 år. De mindste vil få mest glæde af bogen sammen med en voksen, og den vil kunne selvlæses fra 3. kl. Større børn vil bestemt også more sig over den. Bogen er bygget op over en række associationer over emnet, hvert udsagn bliver illustreret så præcist, at man kan have glæde af bogen, selv om man ikke kan læse. Der er ikke en egentlig linie i bogen, der kommer vidt omkring. Den berører kærlighed mellem forældre og børn, til Gud og Allah, til kæledyr, blomster, penge, idoler m.m. Et par sider fortæller meget kort om befrugtning og fosterudvikling, kærlighed mellem 2 mennesker af samme køn nævnes også. Jalousi og angst for afvisning nævnes, illustreret så man ikke bliver i tvivl. Bogen slutter med en opskrift på en kærlighedsdrik, nok svær at lave, for den indeholder både flagermuseblod og en myre. Tekst og tegninger passer rigtig godt sammen, og begge har en humoristisk vinkel, der gør bogen sjov og spændende. En bog der helt sikker vil blive efterspurgt, måske mest af piger i 11-12årsalderen, der vil sidde og more sig sammen. Forfatteren er kendt fra Hårbogen (96/43), En rigtig lortebog (98/14) og Hvad er døden? (00/23).