Hvad lykke er

Man behøver ikke at være besat af finsk tungsind for at give sig i kast med denne beretning om en skvattet, finsk forfatters forsøg på at finde sig selv i en sump af selvoptagethed, smådepression og skriveblokering, det er nok at være glad for gode romaner.

Tamminen (f. 1966) lægger sin første bog på dansk i munden på en lad finsk forfatter med skriveblokering og hang til at hænge ud foran fladskæmen. Han påbegynder sammen med en lystigere, yngre malerven et bogprojekt om lykken. Det bringer dem vidt omkring til guruer, frugtimportører og - ikke mindst - København og en ungdomskæreste. Det er en helt igennem selvoptaget klynkerøv, Tamminen præsenterer os for. Ubeskriveligt morsom og ubehageligt genkendelig. Selvom oplægget med en skriveblokeret forfatter i sendepressionsfasen er en smule fortærsket slipper Tamminen fint fra affæren. Det gør han, fordi han skriver levende og varierer flot mellem alvor og en underspillet selvironi, men også fordi hans beskrivelse rammer noget centralt i vores måde af møde den senmoderne verdens valgmuligheder på, hvis man skal have den slags med.

Skal vi over i det finsk/svenske område, er det Waltaris lune og Tuuris tone der genkendes (men i en helt tredje ramme). Bliver vi herhjemme er der glimt af Blendstrup, men Tamminen er nu mest sin egen.

Meget morsom bog om en midaldrende forfatter, der er ramt af skriveblokering og smådepression, og giver sig i kast med et bogprojekt om lykken. Projektet fører bl.a. ham og hans mere muntre kammerat til København.

Read the full assessment