Der er kontant efterspørgsel på bøger om kvinder og selvudvikling, og med denne bog ved hånden kommer man til en overbevisende forståelse for kvinders vilkår i et patriarkalsk samfund. Forfatteren er jungiansk psykoanalytiker, og ud fra en feministisk synsvinkel med folkeeventyr, gamle og moderne myter til hjælp, bl.a. om prinsesse Diana, tolker hun den moderne kvindes situation. Kvindens ønske om at være ønsket og attråværdig skygger for kvindens egentlige udvikling, selvbestemmelsesret og handlingsfrihed. Kvinder er stadig objekter. Tilsyneladende har kvinder opnået ligestilling i samfundet, men kvinders rum er alligevel blevet indsnævret. Det gælder skønhedsidealer, slankhedstyranniet, moderrollen med barnet som det guddommelige væsen, hvis trivsel stadig er moderens ansvar. Ved hjælp af gode case-stories forsøger hun at formidle viden om, at kvinder kan blive subjekter i eget liv. Der er gode analyser og bogen viser nye veje til åndelige værdier, selvstændighed, bevidsthed om valg og at tage ansvaret herfor, alt set i kærlig relation til omgivelserne. Udførlige noter og litteraturhenvisninger.