Den tidligere folketingspolitiker for Venstre og kirkeminister 1984-88 har skrevet et supplement til sine barndomserindringer Husk nu at neje (1997). De nye velskrevne erindringer rummer glimt fra både barndom og ungdom, indtil hun som 18-årig bliver gift. Ved hjælp af forskellige typer "bøger" karakteriserer hun vigtige perioder i sit liv. I "Lommebogen", som er faderens dagbog for jægere og lystfiskere, er det bl.a. nysgerrigheden over for den store verden, der beskrives. "Karakterbogen" og "Latinbogen" beskriver skolelivet, hvor hun til sin store sorg ikke får lov at komme i gymnasiet. I stedet begynder hun på et sagførerkontor, og det ender med "Kogebogen", idet hun bliver gift med chefen, som er enkemand med tre børn. Den underfundige inddeling gør bogen let og nærværende. MM er vokset op i en stor landhusholdning i Nordjylland, og her har hun haft en tryg barndom omgivet af varme og farverige mennesker. Der er dog nederlag og smertepunkter, og hun udtrykker klart hungeren efter viden, storbylivet mv. En fin og positiv erindringsbog, som kan anvendes bredt.