Bogen egner sig til samtale med børn i 6-8 års alderen og til selvlæsning fra 9-års alderen.
Der stilles ti spørgsmål gennem bogen af typen "Hvad sker der med vores jord, hvis: man tit spiser burgere og hotdogs og den slags, lader lyset brænde det meste af tiden eller får alt det legetøj, man peger på?" Det er spørgsmål, som er centrale for os alle sammen om olieressourcer, papir, affald og genbrug, men de ses fra børnehøjde på en venstreside, og på højresiden gives så forslag til, hvad man kan gøre. Problemstillingerne er noget forenklede svarende til målgruppen. Teksten er sat med trykskriftagtige typer, som står rundt mellem de mange fine farvetegninger. De sidste par sider opsummerer flot med moralen, at hvis vi ændrer adfærd, så bliver vores jord et dejligt sted.
Der udkommer meget om emnet i år, men dette er vist en af de første bøger for målgruppen på 6-9 år.
Fin bog, som sikkert kan sætte tankerne i gang hos de yngste læsere eller hos den, der læser op.