På trods af bogens fokus på hvalerne i Vejle Fjord har den noget at give til alle voksne med interesse for hvalfangstens og hvalstrandingernes historie i Danmark.
Tore Teglbjærg er cand. mag. i historie, og i forbindelse med finhvaludstillingen på Vejle Kunstmuseum i 2011 gennemgik han Vejle Stadsarkivs "hvalarkivalier". I bogen fokuserer han på de hvaler der har været i Vejle Fjord, men han nævner også fangster og strandinger andre steder. TT giver ikke blot en grundig historisk redegørelse for de forskellige hvalers skæbne og eventuelle kommercielle og/eller forskningsmæssige udnyttelse, men også en bred beskrivelse af samfundsforhold, periodens kulturhistorie, den store folkelige interesse for hvalerne samt de skiftende syn på drab og fredning af hvaler i Danmark gennem tiden. Den velskrevne tekst er krydret med pudsige citater, skillingsviser og illustrationer fra samtiden. TT har samlet hele det udførlige noteapparatet bagest kapitel for kapitel, og herudover er der henvisninger til kilder af enhver art.
Folkebibliotekerne har ikke i forvejen bøger om hvalfangster og -strandinger og måden at håndtere dem på i Danmark.
Det er en gedigen historisk gennemgang af hvalfangster og -strandinger med fokus på Vejle Fjord samt danskernes skiftende holdning til emnet.