Billedbog for børn mellem 3 og 5 år om, at det nogle gange er godt at have legekammerater, der ligner en selv og andre gange er det sjovt, at lege med nogen, der er anderledes.
I børnehaven er der 2 piger, som begge hedder Johanne. De er ens på mange måder, men gør tingene meget forskelligt. De ene er meget velopdragen, den anden meget egoistisk. Men de kan rigtigt godt lide hinanden og sætter pris på deres forskelligheder. Hvert opslag er bygget op omkring Johanne S. på den ene side og modstykket Johanne T. på den anden. Ligheden fortælles i den korte tekst, mens deres forskellighed ses i illustrationerne. Ingen af dem er fx bange for dyr. Johanne S. leger med hunden, men Johanne T. driller den. Den brasilianske forfatter er ikke tidligere oversat til dansk, men både indhold og illustrationer er så almengyldige, at bogen er helt genkendelig for danske børn.
De utroligt enkle, grafiske illustrationer virker ved første øjekast noget gammeldags, men de vinder ved nærmere billedlæsning. Den enkle streg og grafiske opsætning gør, at budskabet træder tydeligt frem.
Emnet modsætninger ses i mange billedbøger, men det grafiske udtryk er nyskabende og virkningsfuldt. Bogen kan sammenlignes med fx Dumme Lili, som behandler emnet fra en anden vinkel.