Denne titel, Hvem er Nielsen? egner sig for læseren med en stærk historisk interesse i en en stor dansk personlighed, om end lidt overset. Bogen kan ydermere bruges i forbindelse med opgaveskrivning.
Bogen beskriver en, i mine øjne overset person, med stærk tilknytning til DKP, samt modstandsmand under anden verdenskrig. Børge Houmann (1902-1994), som forfatteren beskriver i denne bog, var en glødende kommunist, der arbejdede for partiet, blandt andet som partisekretær. Houmann havde dog en noget omtumlet karriere indenfor kommunismen i Danmark, endvidere var han redaktør på Land og Folk, som han kaldte "klassekampens blæsebælg". Derudover beskrives et langt forfatterskab, der kulminerede med en 3 binds biografi om forfatterkollegaen Martin Andersen Nexø (1869-1954). Selve bogen er underbygget af hele 342 litteraturhenvisninger, samt nogle fotos der yderligere underbygger teksten. Bogen er i en rimelig hardback kvalitet med letlæste typer.
Morten Møller der er forfatter på dette værk, og historiker, har tidligere skrevet en meget anmelderrost biografi om modstandsmanden og kommunisten Mogens Fog. Mogens Fog : en biografi, fra 2009. Der er dog ikke tidligere udkommet en biografi udelukkende om Houmann.
Dette værk beskriver en dansker der bør huskes, ikke kun som kommunist med også som en stor dansk modstandsmand. Bør dog nok anskaffes med forsigtighed af de mindste biblioteker.