Letlæsning for cykel-entusiaster. En ny serie beregnet for den første læsning. Serien består foreløbig af to små bind. Jakob og Simon er begge vilde med at cykle, men nu har Jakob lige fået en ny cykel med 12 gear og så kan Simon slet ikke følge med på sin gamle cykel. Simon får så lov til at prøve den nye cykel og det er bare fantastisk - det er som at flyve! Sådan en cykel ønsker Simon sig også. Teksten er sat i en forholdsvis stor sats, hovedsagelig med ligefrem ordstilling. Illustrationerne, der fylder det meste af opslagene, er farvestrålende og bidrager fint til tilgængeligheden. Illustrationerne er tegnet i en meget firkantet streg. I et enkelt sprog, er det også denne gang lykkedes forfatteren at skrive en lille historie med et indhold, der passer godt til målgruppen, som er de allerførste læsere i 7-8 års alderen. Men desværre uden den store indholdsmæssige spænding eller humor som i andre af forfatterens begynderbøger. Med titlerne følger et kopiark med enkle testspørgsmål.