Filmen henvender sig til alle børn med interesse for dyr i alderen fra 3 år og op efter. De fleste børn kender allerede Sebastian Klein og hans dyreprogrammer, og forsiden med Sebastian siddende på et toilet skal nok sælge. Afsnittene kan ses på DR, men her er der samlet ca. en times god underholdning.
Med udgangspunkt i forskellige ekskrementer fortæller Sebastian om dyret. Han går blandt andet tæt på elefanterne, tigrene og regnorme. Sebastian Klein er god til at fortælle om dyrene på en måde, der fænger målgruppen, og at tage udgangspunkt i lort giver det hele en sjov indgangsvinkel. Disse afsnit går meget tæt på dyret og fortæller om ting, man ellers ikke får at vide i dyreprogrammer. De flotte optagelser gør dyrene meget levende.
Dvd'en Hvem lagde lorten kan sammenlignes med Sebastian Kleins andre dyreprogrammer på dvd eksempelvis Afrikas øje og Dyrene i zoo.
Alle Sebastian Kleins dvd'er med dyreprogrammer er af høj kvalitet, og denne er ikke en undtagelse. Han formår at fortælle om dyr, så børnene bliver helt opslugte, også selvom de egentlig ikke interesserer sig for dyr. Denne udgivelse vil passe fint på bibliotekets hylder.