Titelnovellen i Jeppe Brixvolds novellesamling handler om et ungt par på rejse i Spanien, og et sted hedder det om den elskede: "I virkeligheden blir hun til en mangeform med et ubestemt antal vinkler og hver vinkel forskellig fra den foregående. Kun i erindringen kan formen sluttes." Udsagnet passer også som karakteristik af de tretten indbyrdes meget forskellige prosastykker som bogen består af. Hver især lader de en fortællerstemme, en lokalitet, eller en stemning træde frem som udgør et kunstnerisk sluttet univers. Formen spænder fra hverdagsrealisme, over symbolske skæbnefortællinger til monolog-agtige tekster. Hvadenten det handler om en ung piges desperate dagbogsbetroelser, om manden der opsøger en præst i anledning af at han er ved at blive skilt, eller om nogle forhutlede unge i et techno-miljø i Indien, får historierne en drejning i retning af det mytiske og symbolske og et udtryk der med forkærlighed betjener sig af billeder, stemninger og lyrisk fortætning. JB's prosa dyrker raffineret og stilistisk meget overbevisende det polyfone udtryk. Her gives ingen nemme forklaringer og færdige tolkningsnøgler. Meget afhænger af at læseren er parat til at lade sig suge ind i fortællingernes hvirvlende univers. Er den forudsætning til stede bliver man til gengæld mere end rigeligt belønnet.