Der er glædelig grøde i dansk dramatik i disse år, og det er godt, at den talentfulde bølge af ny dansk dramatik bliver udgivet i bogform, så teksterne også kan markere sig på tryk og opleves i "bogens teater". Grøndahls to stykker har begge været opført på Århus Teater i hhv. 1999 og 98. Hvor var vi lykkelige er historien om den udskrevne, alkoholiserede forfatter, der sidder i et hus i Spanien med sin nye muse, et nyt litterært talent, og der får besøg af den tidligere kone og hendes kommende mand, forfatternes forlægger, og sønnen. Det er et næsten klassisk set up, som Grøndahl får meget ud af, ikke mindst i sin flotte dialog-teknik, i et kammerspil om kærlighedens væsen. De sorte skove har kun to personer, en ung succesfuld skuespillerinde og den sygeplejerske, der plejer hendes døende mor, der også engang var en feteret skuespillerinde. Plejersken har levet sig tæt ind i den unges liv via medierne, og hun ender med at tage livet af den døende for at forløse den levende: "Det er overstået nu. Du er fri. Gå bare. Gå nu bare" siger hun i sin fængselscelle. Men noget nager i dette mere ordrige, lyriske og metaforrige kammerspil. Tilsammen en demonstration af et talent i flot udvikling.