Franklin Foer er elendig til at spille fodbold, indrømmer han selv, men til gengæld har han skrevet en af de mest interessante bøger om fodboldens verdensomspændende betydning i nyere tid og tilmed ganske underholdende. Internettet, satelitterne og megabrands har selvsagt gjort en stor del af arbejdet for fodboldens globalisering, men Foer har flere spændende og overraskende betragtninger om emnet. Franklin Foer bruger også fodbolden som afsæt til spørgsmål omkring multinationale virksomheder og hvorfor nogle lande er forblevet fattige. Foer påviser også, at globaliseringen paradoksalt ikke har svækket fodboldens lokale kulturer, snarere tværtimod. Foer, der er journalist med artikler i bl.a. New York Times, har arbejdet på bogen de sidste fem år og været i næsten alle afkroge af fodboldkulturen og i mange lande fra Brasilien til Bosnien og fra Italien til Iran. Fodbold bliver, i Frankling Foers pen, til en optik at betragte verden gennem - fodboldklubber repræsenterer i høj grad sociale klasser og politiske ideologier. Foer møder selvfølgelig kedelige elementer som hooliganismen og fanatisme, men også positive sider som fx Iran hvor fodbolden har haft en moderniserende effekt. Det hjælper at være interesseret i fodboldkulturen for at læse bogen, men studerende der læser sociologi eller samfundsfag og herunder om globalisering kan ikke komme uden om denne bog.