Carl-Mar Møller (født 1953) har udgivet tre bøger om samliv: Hvad kvinder ikke ved om mænd (1996), Bliv en bedre kæreste (1997) og Seksualitet og følelser (1998). Denne gang er turen kommet til børns trivsel eller mangel på samme. Med udgangspunkt i sit virke som pædagog og siden hen som terapeut giver Møller i talesprog sit bud på, hvordan man får stærke og livskraftige børn. Der er stor forskel på de to køn; drenge er grundlæggende små krigere og piger små mødre, og hvis forældre, institutioner og skoler bare forstod det og handlede derefter, ville meget være vundet. Desuden anbefaler han masser af kærlighed, tid og omsorg til især det lille barn og helst fra moderen. Der er næsten ikke grænser for, hvad Møller med mange gentagelser kommer ind på i forbindelse med børn i denne omfangsrige bog. Alle mulige små og store problemer bliver taget op i korte, nærmest manifestagtige kapitler. Der er et væld af udokumenterede og skråsikre holdninger til snart sagt alle (børne)livets tildragelser, og der er lange lister over problemstillinger og handlemuligheder. Desuden cases fra det virkelige liv. Der er gode passager i bogen, men alt i alt synes jeg, at den er for snakkende og generaliserende, så guldkornene og provokationerne forsvinder i ord.