Hvorfor dit og hvorfor dat? Hvorfor flyver fuglen, og hvorfor græder drengen? Få svaret på pigens spørgsmål i denne billedbog for børn fra 1-3 år.
De fire klassiske billedbøger af svenske Anna-Clara Tidholm genudgives her i en ny oversættelse af Susanne Møller Laursen. Teksten er kort, og nogle af sætningerne rimer som fx i "Ud at gå!", hvor historien starter med "Bukser, jakke, støvler på. Alt tøjet. Ud at gå!". Herefter følger man den lille piges tur ud af lige og snoede veje, hvor hun oplever en masse. I "Hvorfor det?" spørger en pige om forskellige ting, fx hvorfor det regner. Svarene kommer på de efterfølgende sider. I "Finde på!" leger dukken, bamse, hunden, aben og bolden forskellige ting indenfor, og i "Banke på!" kan man banke på og kigge ind bag de farvede døre.
Enkle bøger, der sætter gang i fantasien og legen hos børn. Det er spændende at blive overrasket, når man bladrer om på den næste side. Bøgerne tager udgangspunkt i børns perspektiv og forsøger at se verden gennem børns øjne. De har mange år på bagen, hvilket ses på billedsiden, men børn i dag vil sagtens kunne relatere sig til historierne. Formatet er stort set det samme som de oprindelige bøger, og illustrationerne er ens, men de nye udgaver har tykke papsider.
I forhold til de originale udgaver, som fx Ud at gå!, er teksten opdateret med lidt mere moderne ord, navne og formuleringer, men forskellen er ikke stor.