En meget interessant og stor antologi, der kommer med mange perspektiver på, hvorfor børn går i skole. Bogen henvender sig til såvel aktører i skolen, studerende og i det hele taget skolefolk, men også til alle der har en almen interesse i skolen.
Hvorfor børn går i skole besvares ved at inddrage forskellige perspektiver fx historiske, filosofiske, sociologiske, psykologiske og pædagogiske. Eksempler på hvad bogen indeholder er: et historisk tilbageblik, noget om den grundtvigske dannelse, den inddrager filosofferne Løgstrup og Kierkegaard og noget om kunstens vigtighed for at kunne tænke anderledes. Perspektiver på det kultur-og tilværelsespsykologiske og Luhmanns systemteori er medtaget samt klassen og dens betydning byggende på hvordan otte forskellige skoler arbejder med dette. Bogens kapitler afsluttes med forslag til videre læsning og med studiespørgsmål.
Bogen er meget velegnet som opslagsbog, da der er mange gode afsnits- og kapitelinddelinger. Det sidste kapitel "Fremtiden kalder" er et godt og meget interessant kapitel, hvor der identificeres nogle af de temaer og indsatser, som fremtiden kalder på fx verdensmål, empati, partnerskaber og naturforståelse. Bogen lægger op til refleksion, dialog og deraf gode diskussioner.
Bogen kan relateres til Læring, dannelse og udvikling.