En billedbog der med let filosofisk humor og flotte billeder fortæller, hvorfor katte(og dyr) adskiller sig fra mennesker. For børn fra 5 år.
Katte går ikke med hatte, men hvis de gjorde, så skulle de også have briller for at se hvor de går. De skulle også have en æske til deres ting, og en jakke, og til den hører et par bukser. For at have alle de ting og mange flere skal katte tjene mange penge, men så er katten ikke længere en kat. Katten vil egentlig bare gerne ligge oven på en hat. Illustrationerne af de mange katte er på hvide baggrunde. Kattene er airbrush malede i mange forskellige billedbeskæringer.
Det er en æstetisk oplevelse hvad angår boghåndværket og billederne i bogen. Kattene søger ikke statussymboler, som mennesker, siger bogens pointe. Ifølge forlaget giver bogen "et filosofisk perspektiv på det kapitalistiske samfunds opståen", og det er en af flere mulige fortolkninger, som må være op til en voksen formidler og dialogen om bogen.
Der findes en del billedbøger om katte, men denne filosofiske tilgang til forskellen på mennesker og katte er lidt særlig for denne billedbog, men Lykkens kat bruger også katte i en let filosofisk historie.