En nyttig sangbog med baggrundsinformationer om tekster og melodier til de fællessange der synges på skoler, højskoler etc. og blandt andre sangglade danskere.
Ca. 150 sange, viser og salmer fra den aktive danske sangskat. I tid strækker de sig fra Brorson og Blicher op til Juliane Preisler og Matti Borgs Et hav der vugger sig til ro nu, og geografisk bevæger de sig enkelte gange uden for Danmark, bl.a. er nogle populære svenske viser sluppet med. Først bringes noden med becifringer, så teksten, og derefter en til to sider om forfatter og komponist, baggrund for tilblivelsen, tolkning af teksten og lidt om musikken. Sangene er inddelt efter emner, årstiderne, morgen aften etc., men det alfabetiske register gør det nemt at finde rundt. Bogen er med en praktisk spiralryg så den kan stå slået op på klaverets nodeholder.
Georg Metz Min danske sang, 2008 har lidt færre sange med. Selv om der er nogle overlapninger, supplerer de to kommenterede sangbøger fint hinanden.
En meget anvendelig sangbog med noder, tekster og ikke mindst kommentarer til det brede repertoire af danske sange, der synges hvor sangglade mennesker mødes.