"Traume" er blevet et hverdagsord og noget, vi taler om i mange sammenhænge. Men hvad er definitionen på et traume egentlig, og bruger vi begrebet rigtigt? For læsere med interesse for psykologi og samfund.
Karen-Inge Karstoft er lektor i psykologi på Københavns Universitet og forfatter til bøger som bl.a. Traume, hjerne og krop Karstoft ønsker at give en mere præcis forståelse af, hvad et traume er, for i virkeligheden er det et mindretal af os mennesker, der får reelle traumer. De fleste af os udsættes for "potentielt traumatiske oplevelser", som vi kommer over med tiden, og som ikke sætter sig som kroniske psykiske lidelser. Hvad er forskellen, og hvem og hvordan får man PTSD? Igennem bogens tre dele fortæller Karstoft om forskningen indenfor området, der har udviklet sig i de seneste årtier. Bogen er generelt en opfordring til, at vi taler mindre om traumer for at give opmærksomhed og plads til at hjælpe det mindretal, der har været udsat for traumatiske oplevelser med alvorlige og varige konsekvenser.
Spændende bog for professionelle og almindelige mennesker, der gerne vil forstå og blive klogere på vores samfund og medmennesker. Bogen er på 65 sider og hurtig læst, men Karstoft sætter mange tanker i gang, og man kan håbe, at hendes budskab om en korrekt brug af ordet "traume", vil lykkes.
Bogen her griber emnet lidt anderledes an end andre bøger som fx Kort & godt om kriser & traumer.