I en verden hærget af klimakrige lever velfærdsstaten fortsat bag Øresundbys mure. To unge får chancen for at opleve den ubeskyttede frihed hos en stamme på Møn. Men er det overhovedet en god idé? Til science fiction læsere.
I et fremtidsdanmark lever den studerende Leo en overbeskyttet og gennemkontrolleret tilværelse bag Øresundbys mure, da han møder sin gamle skoleveninde Henya, som han altid har være forelsket i. Henya har kontakter uden for muren, og da hun foreslår at de to tager på en ekspedition for at beskrive Bøgely-stammens levevis, tager Leos eventyrlyst over. De mødes med høvdingen Frej, som ankommer til Frihedens Havn i Hvidovre i en forfalden båd og sammen sejler de til bostedet Bøgely som ligger lige på den anden side af Møns Klit. Turen er planlagt til at vare en uge, men Bøgelys beboere vil så gerne at de bliver lidt længere.
Vellykket post-apokalyptisk science fiction, med den spændende præmis at velfærdsstaten har overlevet i enkelte enklaver, mens civilisationen ellers er brudt sammen. Spændingskurven er jævnt stigende efterhånden som det går op for Leo at stammefolkene, Frej og selv Henya har en skjult dagsorden. Slutningen bliver måske lidt for hurtigt og nemt forløst, hvilket er en skam, da forfatteren har skabt en setting, som godt kan bære en længere historie.
Algernon af Freddy Milton beskriver også et fremtidigt befæstet København omgivet af en barbarisk provins. "I en anden verden" er dog mere vellykket.