Cecilies verden svinder langsomt ind. På et plan udspiller historien sig fra hun ved juletid kommer hjem fra hospitalet som håbløst syg, til hun om foråret endelig so ver helt ind efter athave ligget i en stadig dybere morfinrus. Det kunne lyde som en meget tragisk historie om et bams meningsløse død, men er det slet ikke - eller ikke kun! For på et andet plan er det en historie omat være menneske, om hvilken mening en kristendomsforståelse med afsæt i et helt nutidigt naturvidenskabeligt verdensbillede giver, om hvor ufatteligt glædeligt det er, at verden er til og kanmærkes, at livet er muligt, at et menneske lever - selv om betingelsen er, at alt er stumper af den samme store gåde. Sprogligt er den for større børn og unge let at læse, men det er entankekradser, der er mere i gammelgræsk dialogform end i romanform. For hovedparten af bogen optages af de samtaler, Cecilie i sin bedøvelse fører med englen Ariel, der kommer for at trøste oghjælpe hende gennem bitterheden. Ariel,der er ren ånd, drøm, tanke, vil gerne vide mere om at være menneske af kød og blod, og sammen med Cecilie urdres han over sansernes brug, oververdensrummet, over hjernens indretning - og over de store sammenhænge og sære ligheder, der kan trækkes.