Det er ikke det brede krimipublikum, der vil blive fanget af denne krimi, der præsenterer sig som en solid politiroman, men undervejs skifter retning. En grafisk anderledes forside vil ikke styrke efterspørgslen.
Kim Juul debuterer med en lidt ujævn krimi, hvis stærke sider rager op, men som undervejs flytter fokus, og mister skarphed. En ung kvinde skydes på en øde parkeringsplads ved Nyborg. Vi følger parallelt efterforskeren Lars Norholm og morderen, som undervejs viser sig at have krydset hinandens veje tidligere, og det giver bogen to forskellige handlingsspor. Juul er godt skrivende. Han har mange elegant turnerede iagttagelser, og er især god til at skabe troværdige bipersoner i få rids. Juuls beskrivelse af Norholms privatliv følger traditionen fra den skandinaviske krimi, mens der er mere international thriller over historien om den hævngerrige morder. Til slut viser Juul, at han har modet til at sætte sine hovedpersoner under et reelt pres, men det sker delvis på bekostning af spændingen. Forlaget er nyt, og der er stadig afstand til de professionelle udgivelser hvad angår trykning og korrektur.
Blandingen af traditionel politiroman og thriller er set før. I forhold til fx Jussi Adler, er Juul mere eksperimenterende i stil og plot.
Udmærket, men lidt ujævn debutkrimi som blander traditionel politiroman og moderne thriller.