Hvad er det for en »kraft«, der driver H. C. A.'s værk, og hvordan fungerer »valserne«, spørger U. H. P. (tidl. Frihed og tabu 1971 og Om værdierne 1973) i denne undersøgelse af H. C. A.'sunivers. For at besvare det sidste spørgsmål analyserer han sig frem til 4 grundtyper i forfatterskabet: 1) de der med rette og 2) de der med urette ikke er andet end sig selv, 3) de der med retteog 4) de der med urette vil være en anden. Forfatterskabets personer er grader og variationer af denne grundliggende typologi. Kraften, der driver værket, illustrerer H. C. A. selv i »Nissen hosSpekhøkeren« med billedet af træet, der opstår af lyset: »livets og poesiens træ (...) et symbol, der i sig selv rummer et typisk indhold: vækstsymbolets organiske forening af det livgivende og detdøde«. »Den lille Havfrue« er »født« af digterens gennemlyste møde med dybet«, her sker gennembruddet i H. C. A.'s første geniale konstruktion, som U. H. P. vier en større analyse. Bogen er ellersen såvel tværgåendesom kronologisk undersøgelse af H. C. A.'s værk med inddragelse af biografien, og jeg synes U. H. P. godtgør, at hans læsemåde er værd at efterprøve. I et efterord findes etlille opgør med moderne psykologi og marxistisk litteraturteori. Nogenlunde lettilgængelig, men kræver kendskab til hele H. C. A.'s værk - med en naturlig placering som alternativ til f. eks. PeerE. Sørensen, Duve og Nyborg. Ingen litteraturhenvisninger.