Oberst Jørn Jensen var øverste chef for de danske FN-soldater i frontlinien, da det gik hedest til i ex-Jugoslavien sidste år. I perioden 30/6-1995 til 19/2-1996 førte han på computeren en dagbog, der her gengives i næsten uredigeret form. I et levende og frisk sprog fortælles om FN- styrkens dagligdag, om vagttjenestens trivialiteter og om den uvante, men efterhånden meget vellykkede funktion som kriseløser og forligsmand mellem de indbyrdes kæmpende befolkningsgrupper. Efter en periode med nye voldsomme kampe med alvorlige danske tab og uhyrlige overgreb mod civilbefolkningen i indsatsområdet fornemmer man ved dagbogens afslutning, at det store ansvar næsten har slidt ham op fysisk og psykisk. Obersten er en god iagttager, der levende og detaljeret beskriver sin oplevelse af personer og situationer, som ellers kun kendes overfladisk (og efter forfatterens mening ofte ensidigt kritisk eller fordrejet), fra medierne. Hans dagbog giver et spændende og ærligt førstehåndsindtryk af forholdene i Bosnien og beskriver problemer, konflikter og succes'er efter indsættelsen af den multinationale fredsbevarende styrke, som de blev oplevet i den øverste danske militærledelse på stedet.