"O'Connor skriver stadig god pop, men mest interessant er hun i selskab med den nøgne og primitive bluesrock, der lydligt modsvarer lyrikkens emotionelle turbulens.Det drevne groove på »The Voice of My Doctor« nærmer sig for eksempel i øjeblikke en stormstyrke, der er en PJ Harvey værdig. Den produktionsansvarlige er O'Connors faste producer og forhenværende ægtemand John Reynolds, og den rockede tilsmudsning antyder, hvad der kunne ske, hvis hendes vokal blev udsat for en Steve Albini-lignende råhed i produktionen i stedet for den lidt for kælne metalliske behandling, hun får på I'm Not Bossy, I'm The Boss ... En mærkværdig og irriterende svaghed ved pladen er, at mange af numrene - der sjældent er over tre minutter lange - har en tendens til at ende meget tidligt og uforløst med en letkøbt fadeoutdrejning på volumenknappen, inden de overhovedet er kommet i gang. På den måde folder sangene sig aldrig helt ud, men lyder nærmere som en stribe spiselige singler, der ikke harkunnetfinde et fornuftigt kompromis mellem popformen og rockinderligheden".