Bogen henvender sig til den hårde kerne af flittige science fiction læsere og kan anvendes på samme måde som forgængeren Lige under overfladen fra sidste år.
Antologi bestående af 20 helt nye danske science fiction-noveller. Historierne er udvalgt blandt et større udvalg, og de favner emnemæsigt bredt fra de traditionelt mere teknisk- og rumfartsfokuserede historier over mod mere samfundsdebatterende, filosofiske og eksistentielle historier. Der er enkelte kendte og rutinerede skribenter inden for genren med Kenneth Krabat, Richard Ipsen og Patrick Leis fx, men overvejende er der tale om ret ukendte navne, der enten debuterer her eller kun er kendt af en snævrere kreds inden for genren. Krabats dystert klaustrofobiske "Historiens korte arm" om en nærmest lemmingeagtig og trøsteløs strøm af menneskers flugt bort fra Jorden mod helt ukendte destinationer og ukendt fremtid er tankevækkende.
Bogen er en opfølgning af en tilsvarende antologi fra forlaget fra sidste år Under overfladen, men I overfladen rummer et lidt større udvalg. Forlaget har også udgivet andre gode udvalg primært af udenlandske navne som Norman Spinrad, Stephen Baxter, Greg Egan og Bruce Sterling.
Antologien giver et godt indblik i, hvad der sker på den danske science fiction-scene lige nu. Kvaliteten er noget svingende, men der er bestemt også gode og interessante fortællinger imellem.