"Sam Amidons stemme er ikke pæn i den klassiske forstand, som alverdens 'X-factor'-dommere tilbeder. Den er lidt for hæs, for skrøbelig og af og til skal ordene næsten presses ud for ikke at blive siddende i struben. Og så får den tilmed næsten ingen hjælp af studietricks og rumklang. Til gengæld har den en genkendelighed som få, og man kan ikke undgå at slå ørerne ud, når den udfolder historier om fortabte ungmøer, hjemlængsel og Guds barmhjertighed ... Det sker i samarbejde med en række musikalske trosfæller, hvor især Nico Muhlys stryger- og blæserarrangementer løfter sangene betydeligt, mens Beth Ortons bidrag giver stærkt feminint modspil på blandt andet børnesangen 'Way Go Lily'".