For de ældste teenagepiger og unge voksne der kan lide en underholdende historie, som de måske allerede kender fra tv.
Bøgerne handler om en gruppe rige unge i New Yorks Upper East Side, der alle er elever på en eliteskole. Serien handler om deres sociale liv, herunder sex, stoffer, alkohol, jalousi og andre teenageproblemer. Blair Waldorf er en af "prinsesserne" på en privatskole i New York, og der bliver set med misundelse på hendes flotte kæreste, Nate Archibald. Men Blairs tilsyneladende perfekte tilværelse bliver bragt ud af kurs, da hendes tidligere bedste veninde Serena van der Woodsen vender tilbage, efter at være blevet smidt ud af en kostskole. Serenas tilbagekomst får lidt efter lidt Blairs tilværelse til at slå revner. Miljøet er nutidigt og til en vis grad genkendeligt, for bag den smarte facade er personerne almindelige unge, ingen af dem er dog specielt sympatiske. E-mails og blogskriverier indgår i handlingen. De flotte, iøjnefaldende omslagsfotos er hentet fra tv-serien af samme navn, og bagsideteksten fænger.
Handling og intriger minder om en anden serie Beverly Hills 90210 som nogle elskede, andre hadede i en svunden, måske mere uskyldig tid. En nutidig serie fra et high school-miljø er Historier fra East High, der dog henvender sig til lidt yngre læsere. Udenlandske anmeldelser har kaldt Gossip girl for Sex and the City for unge.
Bøgerne skal nok fange målgruppen, men de hæver sig på ingen måde over det trivielle.