Eventyrlig og humoristisk bog til selvlæsning fra 9 år og oplæsning fra 6 år om den lille gargoil Gumpy. Forsiden taler direkte til rette målgruppe og vil hermed gøre sit til et udlån af bogen.
Dette er bind to i den planlagte serie om den ildpruttende gargoil (drage) Gumpy. Denne gang er Gumpy og hans venner på Island, hvor vi stifter bekendtskab med tusinder af andre gargolier. På Island er verdens ministre til klimakonference og har svært ved at blive enige om, hvordan de skal finde en løsning på jordens klimaudfordringer. Det råder Gumpy bod på. Historien er letlæst og med et godt flow. Serien har sin egen hjemmeside og fans kan blive ven med Gumpy på Facebook.
Jeg kan ikke komme i tanker om bøger med lignende temaer i samme historie: eventyr, fantasy og humor. Samme lidt skæve humor kan findes i fx Roald Dahls og Sylvia Vanden Heedes bøger.
En sjov historie med et lidt anderledes plot. Fokus på verdens miljømæssige udfordringer kan til tider virke en smule søgte og formanende.