Det er ES-Ns tese, at Branner i den fase af forfatterskabet, der falder efter 2. verdenskrig, gør nogle stilistiske erfaringer, som han imidlertid ikke lader sit ideologiske budskab anfægte af. Det medfører »at 1) en udhulet ideologi fastholdes på trods af erfaringer der anfægter den, hvad der medfører 2) at kriseerfaringerne skærpes, og at 3) det tilværelsesområde, hvor Branners livsopfattelse tillægges gyldighed snævres ind«. ES-N's analysemateriale er en gruppe fortællinger med grundlæggende fællestræk, som han samler under betegnelsen »Europa-noveller«. Analysemetoden henter elementer både fra nykritikken og bl.a. fra litteratursociologien, hvilket sikrer både grundige værkanalyser og de nødvendige videre perspektiveringer. Resultatet er en meget overbevisende og dygtigt gennemført analyse af krisen i Branners sene forfatterskab. ES-N diskuterer undervejs en del med den eksisterende Branner-litteratur, og skønt bogens sproglige og faglige niveau er ganske højt, synesjegdenfortjener udbredelse f.eks. som Emil Frederiksen og Jørn Vosmars Branner-behandlinger, som den er en nyttig, ja, selvfølgelig, tilføjelse/korrektion til. - Noter. Litteraturliste.