Ifølge Lukas er en blanding af kriminalroman og barndomserindring, der egner sig til læsere, der vil have en hurtigt læst, let underholdende roman uden alt for mange svinkeærinder.
Lukas er journalist og præget af sit problematiske forhold til den far, han ikke har set i årevis. Han hyres til at skrive en sprængfarlig historie om det betændte galopmiljø i Københavns whiskeybælte. En mand, der også er Lukas' barndomsbekendt, er fundet myrdet, mens han bevogtede en derby-favorit. Som led i den kombinerede research til artiklen og opklaring af forbrydelsen kommer Lukas i kontakt med de rige og smarte i Klampenborg og snart også med sit barndomsmiljø i Jylland. Historien springer mellem tre tidsperioder. Hovedhistorien i nutiden, visse kapitler udspiller sig i firserne og indsat er breve fra barnet og den unge Lukas, der skriver til sin fraværende far. Man mærker tydeligt forfatterens journalistiske baggrund i det lidt kølige sprog og blikket for detaljer om møbel- og tøjmærker, træsorter m.m. Stærkest står beskrivelsen af livet på redaktionsgangen, hvorimod det rige, nordsjællandske miljø er lidt svagere beskrevet. Carsten Andersens debut Mit liv som mand kom i 2004.
Umiddelbart trænger heste- og krimiforfatteren over dem alle, Dick Francis sig på til sammenligning, og her er Carsten Andersens roman mindre actionpræget og mere fokuseret på hovedpersonens baggrund.
Krimi og barndomserindring, der udspiller sig i galopmiljøet. Forfatterens journalistiske baggrund mærkes. Forfatterens anden roman.