Ikke her for at blive elsket er en sød og charmerende lille filmperle. Den vil især blive værdsat af et modent publikum, der godt kan lide stilfærdige kærlighedsfilm og af folk, der holder af franske kvalitetsfilm generelt.
En slags "Tango for begyndere" kunne man sige, for filmen er med sin tematik og stil ikke helt ulig Lone Scherfigs Italiensk for begyndere. Den midaldrende Jean-Claude (Patrick Chesnais) arbejder som pantefoged og må her hårdt og professionelt tackle en lang række menneskeskæbner. Selv er han lidt af en knudemand, der kun alt for godt har lært at undertrykke sit følelsesliv. Hans liv er nærmest gået i stå, og hans hverdag er grå og triviel. Vendepunktet kommer, da han - på opfordring af sin læge - begynder at gå til tango. Her møder han den noget yngre Francoise (Anne Consigny) - et andet ensomt og søgende menneske, der på trods af sit forestående bryllup er i tvivl om, hvorvidt giftemålet er det rigtige for hende. En film om at bryde forventningspres og mønstre, for derved at finde sig selv. Chesnais er fremragende i rollen som Jean-Claude og Anne Consigny overbeviser ligeledes med sit fine portræt af den søde og sårbare Francoise.
Stéphane Brizé er både manuskriptforfatter og instruktør og er i Danmark mest kendt for denne film. I stil kan filmen minde lidt om nogle af fx Patrice Lecontes.
Det er en enkel og uprætentiøs film uden de store armbevægelser. En dejlig filmoplevelse, der varmer om hjertet.