Rosenbergs fine og meget konstruktive bog går ud på at lære os at give udtryk for vores uopfyldte behov i alle slags situationer og lytte til andre med indføling i stedet for at vurdere og dømme og give dem skylden. Formålet med "girafsprog" er ikke at lave om på andre mennesker og deres adfærd, for at vi selv kan få det, som vi vil have det. Formålet er at etablere en kontakt baseret på ærlighed og indføling og derved tilgodese alles behov. Bogen giver en vejledning i, hvorledes "girafsprog" praktiseres, og er fuld af gode eksempler. Marshall Rosenberg bruger giraffen som symbol, fordi den er det dyr, der har det største hjerte, og dermed understreges det, at det er et sprog fra hjertet. Samtidig bevirker dens højde, at den har overblik.