Tidsmæssigt må Knud Andersens nye erindringsbog placeres mellem Fyrste rejse (se B.V. 1964, s. 505) og Matros (B.V. 1965, s. 572). Beretningen om den 16årige Knuds togt som jungmand på en svensk barkantine i 1906-7 lader sig læse som en underholdende, uhøjtidelig og overbevisende skildring af en svunden tids vilkår på søen, som en uforbederlig romantiker mindes den. Overraskelser byder bogen ikke på, men Knud Andersen er en god fortæller, som her forstår at holde måde med klicheer og lyriske sidespring. Bogen hører til den bedre del af hans forfatterskab og kan forsvares anskaffet overalt. Den kan læses uden kendskab til de øvrige erindringsbøger.