Illusionens vej : Knut Hamsuns forfatterskab

Tiemroth vil her, som Jørgen Elbek i sin bog om Johs. V. Jensen (1966) som der henvises til, påvise, hvorledes Hamsuns forfatterskabs kulmination og afslutning ikke er sammenfaldende. Efter Under Høststjernen (1906) mener J.T., at Hamsuns inspirerede digteipersonlighed svækkedes. Den unge digter begyndte med en »manieristisk besættende vilje til grænseoverskridelse«, en stræben efter fantasien og illusionen som livsmagt, men han fascinere; nu af det animalske, naturgrundlaget, som det eneste virkelige. Hamsun er i sine ungdomsværker eet med sine personer, nu bevirker hans anfægtelser en usikker, tvetydig afstand til hans digtnings mennesker. Dette brud i Hamsuns digterliv fra en fri Pan-beruselse til en naturgrundet tro på alt livsopsving som blændværk er omhyggeligt (og omstændeligt) beskrevet med kronologisk gennemgang af værkerne. Uanset, om læseren er enig eller ej i Tiemroth's fremstillin, selve omsvinget midtvejs i Hamsuns digterbane er jo ingen nyhed, må han kunne sinHamsun godt for at få det fulde udbytte af Tiemroth's tætpakkede bog.

Read the full assessment