Kunsten kan ikke undgå at debattere menneskets livsvilkår, og forfatterens grundholdning er, at kristne kunstnere må være nærværende i disse debatter. Han oplever fraværet af kristne kunstnere inden for populær kunst og ser den ringe kvalitet i den samtidige kristne kunst, der i sin selvopfattelse kun har én funktion, nemlig som effektivt redskab for evangelisation, som et problem. Han kan ikke acceptere den gængse opfattelse blandt kristne, at hvis ikke kunsten bruges til Gud ære, er den syndig, og at man kun ærer Gud, hvis man foretager sig noget religiøst. Han er selv kristen, og hans pointe er klar når han mener, at der i den kulturelle debat også skal være bidrag, der afspejler en kristen forståelse af kunsten som formidler af et kristent budskab snarere end som omvender. Det hele eksemplificeres på overbevisende måde gennem et kapitel om populærmusikken, spec. rockgruppen U2 og forsangeren Bono. Jeg tror ikke, at selve miljøbeskrivelsen passer helt på det danske religiøse samfund, men det er ingen skade til at få diskuteret kvaliteten af den mest fremherskende religiøse kunst hvad enten det er billedkunst eller litteratur, hvor en papirtynd personkarakteristik og banal handling med usvigelig sikkerhed fører til klimaks: personens omvendelse.