Jeg tror, man skal være særligt dedikeret overfor islam for at kunne nyde denne bog. Den vil muligvis appellere til muslimer med dansk som foretrukne sprog.
Bogen handler om profeten Muhammeds svigersøn, Ali, som et mindretal af muslimer ønskede skulle være politisk og åndelig leder efter profetens død i 631 e.v.t. Hvorimod et flertal ønskede Umar. Således blev muslimerne splittede i shia- og sunnimuslimer. Her har vi så historien om Alis liv, gerning og religiøse/moralske budskaber - skrevet af en tilhænger. Bogen er dels en biografi og dermed et stykke islamhistorie, men rummer derudover en del citater af Ali og andre fremtrædende muslimer. Bogens tone har en vis grad af højstemthed, som kendes fra andre muslimske skrifter, - dog her noget afdæmpet. Fx forkortes "Fred være med ham" og "Subhana wa ta'ala" hhv (FVMH) og (SWT), hvor det forskriftsmæssigt skal skrives, hvilket letter læsningen.
Jeg har ikke kendskab til nogen anden biografi om Ali, hvorimod, der findes flere om profeten Muhammed - således Da månen blev delt, 2006.
Formålet med bogen er at beskrive imam Alis personlighed kortfattet og nuanceret ved at skildre hans liv, mission og adfærd samt den høje status, han har i islam. Her tydeligvis formidlet af en tilhænger - uden at det i øvrigt oplyses, hvem forfatteren er.