Til interesserede i nyere digte. En samling inderlige digte om sproget og årstidernes skiften.
"Martsjorden. Hvor i det små det blå som tidligt blomstrer foldes op. Og over bladene. De grønne folder som folder sig udefter under det grå. Som har et hen imod med sig. Udstrakt udenom. Inden april". Morten Chemnitz er uddannet fra Forfatterskolen i 2010 og dette er hans debut. Debutten byder på en stilfærdig og nedtonet form for poesi. Hvor sprogets nuancer for lov til at folde sig ud, frem for at blive råbt op. Sproget er på en måde både følsomt og sørgmodigt. Og indeholder en form for stille klaustrofobi. Ordene bliver nærmest hvisket hvilket giver en meditativ, minimalistisk og enkel stil, uafhængig af tidens tendenser. Teksten er konstrueret på en måde, så man under det næsten tavse sprog fornemmer at kaos lurer. Stilfærdigheden grænser op til den larm, stilhed også kan være. Chemnitz har elegant konstrueret ordene i sætninger, således at ordene i høj grad dikterer rytmen og den hastighed, man læser dem på.
Kan minde om Peter-Clement Woetmanns Mit indre Pompeii fra 2010 og Inger Christensens Brev i april fra 1979.
En fremragende digtsamling hvor der elegant eksperimenteres med sætningskonstruktionerne.