Ingen genvej til paradis er en roman om tre generationer af kvinder i lige linje, som vi følger fra 1906 og frem til i dag, hvor fortælleren/forfatteren ? tager afsked med sin mor. Gennem breve fra følger vi først de to søstre Anthonie og Anna plejesøsteren Emilie og deres mor. Anna bliver midtpunktet med sin familie, manden Jes og børnene, Elise og Simon. Gennem brevene hører vi om stort og småt, glæder og sorger og får en god fornemmelse af både samfundets og familiens udvikling og sammenhold. Men det er kvindernes historie, der er den vigtige. Anthonie forblev frøken og lærerinde hele sit liv, Anna fik ikke chancen, hun blev gift og styrede hjemmebasen. Også Elise blev gift ung og fik en datter, som er bogens fortæller. Elise fik endelig mulighed for at vise den styrke og vilje, hun besad, da hun først mistede sine forældre og siden blev enke i en tidlig alder. Romanen skifter mellem fortid og nutid og er delvis skrevet i brevform. Det er en dejlig og vedkommende roman, skrevet i et intenst og flot sprog, hvor meget gemmer bag sig linierne. Jeg havde under læsningen let ved at se og fornemme personerne, samt genkende følelser. Det er intet mindre end en fremragende roman. Forfatteren kendes fra mange andre både voksen- og børnebøger.