"Hans musik går ofte under radaren hos nutidens medier og spillesteder, men han er reelt unik. Micus er eklektikeren, der har specialiseret sig i at rejse verden rundt og indsamle eksotiske fløjter, slagtøj og strengeinstrumenter ikke mindst fra Fjernøsten og Afrika ... De flygtige stykker [på 'Inland Sea'] fungerer som en art tilstandsmusik. Man omfavnes i 'Sowing Wind', en lun brise af fløjtetoner og strenge, sindet stemmes af sufiagtige vokalfraser, eller Micus blander bas-citer, guitarer, nøgleharper og guembri i den japansk associerende 'For Shirin and Khosru'. 'Inland Sea' er dog ikke Micus' mest interessante udgivelse. Pladen savner en samlet idé som den egenartede 'The Music of Stones' (1989), hvor han bringer en række store sten til at resonere, eller den fokuserede 'Light' (2004), hvor han fortolker en zen-koan".