Henvender sig både til læsere med interesse i design, designprocesser og produktudvikling, men også til folk som arbejder bredere med markedsføring. Opgavebrug mindst godt handelsskoleniveau.
Et "instant icon" er et produkt som skiller sig markant og positivt ud blandt forbrugere. Med bogens ord: "fascinerende, bemærkelsesværdige og cool". Eksempler på instant icons er fx Folkevognen, BIC-lighteren, iPoden og Rubiks terning. Alle Instant icons har umiddelbart 2 ting tilfælles if. bogen. De skaber stor opmærksomhed med det samme, og de formår at beholde opmærksomheden over lang tid. Forfatterne opstiller 8 kriterier for kategorien instant icon. Bogen er i 4 dele. Først konkretiseres begrebet, herefter afsnit om "Differentieringsstrategier", "Produkt og markedsføring i ét" og endelig "Opskriften". Sproget er dejligt flydende og billedskabende, og der er mange nuancerede vinkler på begrebet. Bogen inddrager konsekvent mange konkrete eksempler, der lader teori møde praksis. Bogen er skrevet af Jens Martin Skibsted, der er internationalt anerkendt designer og af tidligere erhvervsjournalist og nuværende direktør og partner Sune Aagaard.
Der findes ikke andre bøger som på dansk beskriver begrebet så grundigt. Uden dog direkte emnemæssigt sammenfald kommer jeg til at tænke på Brandbook : branding, følelser, fornuft af Per Mollerup.
En interessant bog som skiller sig klædeligt ud fra den ofte lidt tørre stil i andre bøger om fx markedsføring.