N.O.F, leder af Center for Internetforskning, har fra starten beskæftiget sig med internettet. Han opregner fem informationssamfund baseret på mediematricerne tale, skrift, bogtryk, elektronisk båret kommunikation og endelig de digitaliserede medier. Han beskriver udviklingen af de fem mediematricer set i lyset af vores nuværende kendskab til computere og internet og diskuterer kendte samfundsteorier, begreberne informationssamfund, netværksdannelse og modernitet. Knap halvdelen af bogen er en beskrivelse af internettet, organisering og de mangfoldige måder det (kan) bruges på. N.O.F. interesserer sig specielt for hvordan nettets struktur påvirker og påvirkes af brugen, fx i forbindelse med nyhedsmedierne, i samspillet mellem borgere, myndigheder og beslutningstagere. Denne del af bogen er nemmere tilgængelig end resten der, selv om den er velskrevet og sprogligt ikke unødigt vanskelig, forudsætter et godt kendskab til samfundsfilosofisk teoridannelse. Bogen er, med forfatterens ord, tænkt som bidrag til at etablere den medievidenskabelige internetforskning. Den henvender sig fortrinsvis til studerende på universitetsniveau og til forskningsverdenen.