Ny serie, foreløbig 4 bøger, med løsrevne hverdags-anekdoter fra H.C. Andersens barndomsliv. Sidst i alle 4 bøger findes et fakta-afsnit med den historiske kontekst. En sær dreng handler om den 5-årige H.C. som er anderledes end andre børn. Familiens fattigdom og drømmen om et bedre liv beskrives. I Isjomfruen er H.C. 7 til 11 år, en periode hvor han bl.a. mister sin far og gør sig tanker om tro og overtro. I Spådommen er H.C. blevet 13 år og spås en lys fremtid efter mange nederlag. I den 4. bog Alene ud i verden skaffer 14-årige H.C. penge til at kunne rejse til København. Bøgerne er stilfuldt illustreret med sort/hvide kul-tegninger. Tegningerne skildrer fornemt hver en stemning og hver en fure i fattigmandsansigter. Også historiske steder illustreres. Sprogtonen og billedsiden understreger svære og fattige vilkår, hvilket giver bøgerne et lidt dystert udtryk. Bøgerne har letlæsningsformat, lix 11-13, og teksten er sat op i korte tekstblokke. Fakta-siderne er anderledes tekstmættede og vanskeligere. Fuldt udbytte af bøgerne kræver en meget moden selvlæser fra 10-11 år og allerhelst en sammenhæng at læse historierne i. Bøgerne er derfor oplagte til emnearbejde om H.C. Andersen og hans samtid.