Isolation

Novellerne i Isolation skal læses for deres indhold, ikke for den litterære værdi. De tematiserer ensomhed og sorg, aldring og sygdom eller den desperate længsel efter kærlighed og opmærksomhed. Kirsten Brenøe er en god fortæller og rammer flere steder lige i hjertekulen med præcise iagttagelser. For eksempel i novellen "Vagthunden", hvor en ensom kvinde dækker op til åbent hus i anledning af fødselsdagen - men gæster kommer der ingen af, og i "Fars dag", der fortæller om et skilsmissebarn, som fortvivlet forsøger at gøre de voksne tilpas under pligtudflugter med sin distante far. "Behandlersproget" sniger sig ind flere steder i novellerne og får dem til at virke som faglitteratur, der er skrevet om til skønlitteratur. Der er utilsigtede skift i sprog, stil og fortællersynsvinkel. Flere af novellerne arbejder med åbne slutninger, der kommer til at virke upointerede i stedet for raffinerede. Og så er der en del af de irriterende slå- og stavefejl, som jeg efterhånden føler mig som en sur, gammel Jeronimus ved at påpege. Kirsten Brenøe (f. 1939) har tidligere udgivet digte og novellesamlingen Fars raket, 2000. Desuden har hun skrevet faglitteratur om ernæring og om sorgarbejde.

Read the full assessment