Christina Englund (f. 1974) debuterede i 1992 med Uden egentlig at sove, 44 korte prosastykker om mennesker, der lever i en slags døs uden egentlig kontakt eller nærhed. Denne roman har sammetema. I meget korte afsnit og i en drømmeagtig atmosfære følger vi Lindas liv i en kold storby med kærester, veninde, forældre og de svigt, som følger. Narcissisme, selvoptagethed, angst forkontakt og nærhed er kendetegnende for dem alle, Linda inklusive. I et symbolladet sprog skildrer Christina Englund Lindas nedtur gennem flere rum til kælderen, hvor hun får 'dræbt' sin elskede ogsine forældre - alt i mens den hidtidige personlighedsstruktur går itu -, og hendes venden tilbage til sig selv, sit eget rum; hvorefter Linda i sidste korte afsnit bliver til 'jeg'. Romanen eruden egentlig handling, springer i tid og sted og er ikke let at indfange, hvorfor den må rubriceres som hørende til kategorien 'den smalle bog'. Aldersmæssigt vil den nok appellere mest til denyngre voksne læser.