Humoristisk og oplysende bog om menstruation. Bogen kan læses bredt af alle, men henvender sig primært til yngre piger/kvinder, kan læses fra ca. 11 år.
Den svenske youtuber Clara Henry indleder sin bog om menstruation med et humoristisk forord, hvorefter første kapitel handler om hendes første menstruation, myter om menses og gode råd til nybegyndere. Kapitlet indeholder en liste med fordele og ulemper ved de forskellige former for mensbeskyttelse. En menscyklopædi skaber klarhed over, hvordan livmoderen fungerer, PMS, synonymer for mens og hvordan man håndterer menstruationssmerter. Derpå følger et kort kapitel om menstruationens historie, hvorefter det undersøges, hvorfor det er pinligt at have menstruation. Henry introducerer et nyt begreb: Menssexisme, som handler om, at mænd/drenge bruger menstruation som undskyldning for kvinders ophidselse eller irritation. Et helt kapitel er dedikeret til det feministiske ved menstruation, mens det sidste reelle kapitel handler om, hvordan man lever med menstruation som en helt normal del af hverdagen. En epilog runder bogen af.
En humoristisk og personlig gennemgang af menstruation. Bogen signalerer med sine fotos, håndskrevne overskrifter og lister ungdom.
Der findes flere bøger om emnet til målgruppen, fx Min lille røde. Indeværende bog har dog en mere humoristisk tilgang til emnet.