Svensk julefilm om familie på godt og ondt. En julefilm med noget dybere på hjerte end kun jul, glæde og fjolleri. Kan ses fra 15 år.
Simon er en verdensberømt svensk sanger, der nu bor i Los Angeles. Han flyttede hjemmefra da han var 15 år og kom på musikskole og har ikke været meget hjemme siden. Storebror Anders blev i den lille by hvor de voksede op. Anders hjerte banker også for musikken, men han har altid stået i skyggen af sin talentfulde lillebror. Anders er korleder i det lokale kor, og da Simon meldte sin ankomst hjem til jul, var Anders hurtig til at arrangere, at Simon også skal synge til den årlige julekoncert i koret. Brødrenes mor har et stort hus, hvor der er plads til hele familien, både Anders kone og børn, og deres afdøde fars bror og hans kone, og deres børn og barnebarn. Men hemmelighederne lurer lige under overfladen. Alle har skeletter i skabet, og hemmeligheder de ikke har fortalt videre.
En dejlig film med en masse på hjerte. Der er mange dilemmaer, som de fleste vil kunne genkende: forventningerne til julen, og hvordan den absolut skal følge traditionen for hvordan og hvad der skal gøres hvornår. Og skiftet i ansvaret: moren, som ikke længere magter at ordne julen, og nu er afhængig af andre.
Kan sammenlignes med den danske Den tid på året, som også handler om familiestridigheder i julen.