Populærpsykologisk selvhjælpsbog om at leve et optimalt liv, som vil have bred interesse, både for den enkelte og i selvhjælpsgrupper.
Forfatteren underviser på Harvard University. Hans bog tager udgangspunkt i den positive psykologi, som er en forholdsvis ny psykologisk retning. Han skriver let tilgængeligt uden at forfladige og belyser sine tanker med forskningsresultater og mange eksempler fra sit eget og andres liv. Perfektionisten er aldrig tilfreds, han frygter fiaskoer, undertrykker sine negative følelser og tror ikke på sine succeser. Forfatteren viser, hvordan man kan lære at være realistisk, at være tilfreds med mindre og værdsætte sine præstationer. Bogen er opdelt i 3 dele. I 1. del præsenteres teorien. I 2.del beskrives perfektionisme i forhold til børneopdragelse, uddannelse, arbejdsliv og kærlighed. I 3. del tages nogle væsentlige aspekter op i tilknytning til emnet. Bogen igennem er der øvelser, der hjælper læseren til at indse, at det gode liv er opnåeligt ved en godt nok-tilgang, i stedet for en alt eller intet-tilgang.
Bogen er behageligt fri for letkøbt lykkefilosofi og hører til i den absolut bedste ende af de mange populærpsykologiske selvhjælpsbøger om det gode liv. Forfatteren har også skrevet Lykkeligere fra 2008 i samme genre.
En inspirerende og livsklog bog om at leve et godt liv, der formidler teorien på let forståelig vis, belyst ved mange eksempler fra det virkelige liv og med øvelser.