Triatlet Helle Frederiksen fortæller om sin imponerende karriere med verdensmesterskabet i 2018 i Odense som højdepunkt blandt mange store præstationer i den hårde sport. For alle med interesse for triatlon, og andre som fascineres af idrætspræstationer ud over det sædvanlige.
Helle Frederiksen er en af Danmarks mest vindende triatleter. Hun er opvokset i Vestjylland, hvor hun var en lovende svømmer. Efter en pause væk fra topidræt blev hun bidt af triatlon-sporten, hvor hun snart etablerede sig som en del af verdenseliten. Specielt da hun flytter til USA og danner par med Ben, der bliver hendes kæreste, træner og coach, begynder resultaterne at vise sig. Men hånd i hånd med succesen kommer også de mange skader og kampen for at vende tilbage til den sport, hun elsker. Bogen står som et punktum over Helle Frederiksens karriere, som hun indstillede i 2019.
En lige ud af den hårde triatlet-landevej fortalt historie, hvor læseren kommer bag smerten og ind bag Helle Frederiksens karriere, træningsmetoder og mange tanker om sine valg og anstrengelser for at få succes. Man kan ikke andet end imponeres over hendes jernvilje, føle med hende, når skaderne dukker op, og glædes på hendes vegne, når tingene lykkes. En fin sportsbiografi, som kan læses af mange.
I Den perfekte præstation fortæller Torbjørn Sindballe, en anden af Danmarks kendte triatleter, om sine op- og nedture i kampen for at blive den bedste.