Vinterglæder betyder i denne sammenhæng kønne dekorationer lavet af såvel friske som tørrede naturmaterialer. Det fremgår af bogens flotte farvefotos, at der er tale om nogle meget kunstfærdige projekter, som vil live op i stuen, på bordet og døren. Ranker, mos, lav og hostablde er nogle af grundbestanddelene i rustikke hjerter, bamser, guirlander og adventskranse. Beskrivelser af, hvor man finder materialerne og hvordan de skal behandles, veksler med forklaringer til de enkelte arbejder; fint suppleret af materialelister og arbejdstegninger. Det er ikke en bog for begyndere. Dertil er forklaringerne trods alt for summariske. Man forventes at vide, hvad bouillontråd, salalblade etc. er. Men for den øvede er der masser af ny inspiration at hente. Der er generelt tale om et nyt udtryk i sammensætningen af rustikke og mere sarte materialer. Mange men ikke alle dekorationer relaterer til juletiden og har derfor fået tilføjet et pust sølvglimmer.